Bjælderne ringer ind til den 4. og sidste adventsepisode fra Dokuteket i denne omgang. I løbet af julemåneden udgiver vi 4 episoder, en for hver søndag i advent, og det her er den 4 og sidste i rækken. Hver episode byder på en fortælling fra juletiden, og de er alle fortalt af personer, som har oplevet noget sjovt, sært, sørgeligt eller dumt i forbindelse med julen. Til at lukke ballet, har vi fået Andreas til at fortælle. Andreas har fortalt denne her historie så mange gange, at vi som lyttere trygt kan sætte os i rundkreds omkring ham og lytte til hans ord, som var han en yndet bogoplæser på vores favorit bogcafé. Historien handler kort fortalt om den dag Andreas fik juleferie i 4. Klasse og den ene dumme beslutning, der oprindelig var uskyldig, men som tager en uventet drejning og bliver mere end hvad en 10årig dreng kan håndtere. Som snebolden, der ruller ned ad bakken, bliver problemet kun større og vejen ud af miseren bliver mere og mere umulig. Men heldigvis foregår fortællingen i juletiden og som vi alle ved, så er det tiden for mirakler.

Episoden er tilrettelagt og produceret af Andrea Ohrt.

Redaktionen består derudover også af Marie Enevoldsen, Emilie Hendel Møller Og Peter Ørbæk.

Vores faste jingle, står Andreas Murga bag.

Glædelig fjerde søndag i advent og rigtig god jul fra hele Dokuteket.

Dokuteket © 2017